How to dye easter eggs with onion shells and flowers
Det er snart påske, og vi elsker påsketiden, hvor der er masser af tid til familiehygge og påskefrokost med god dansk mad og vores, traditionen tro, æggekampe leg. Men allerførst plejer jeg at farve æggene, så de er klare til selve legen. Æggekampen går ud på, at man skiftevis slår på hinandens æg – samme ender mod hinanden. Dén, som sidder til sidst tilbage med et helt æg, har vundet æggekampen og løber af sted med årets påske præmie 🙂 Det er meget sjovt, og vi glæder os til det hele hvert år!
Der er mange måder at farve æg på, og jeg foretrækker naturfarve, fordi jeg farver æggene hele – uden at puste dem. Som naturfarve bruger jeg rødløgskaller. Denne måde at farve æg på er ret gammel, og både min oldemor, min mormor og min mor plejede at bruge denne metode. Mange binder hvert æg for sig, men jeg synes det er hurtigere og nemmere at tage en lang nylonstrømpe og stramme en knude rundt om hvert æg med pyntebladet på uden at klippe i strømpen.
Du skal bruge:
10 Hvide æg
Stor gryde til at koge æggene i
Bredbladet persille eller små violer til pynt
Nylonstrømper
Rødløgskaller
1 tsk salt
Vat, dyppet i lidt olie
Sådan gør man:
Kom æggene i strømpen – et ad gangen. Placer bladet eller blomsten som du synes og bind en stram knude, så pynten bliver siddende tæt på ægget under kogningen.
Læg rødløgskallerne i gryden. Læg strømperne med æg i forsigtigt ned i gryden og hæld koldt vand og salt ned i gryden (se billedet nederst). Sæt gryden med æggene i til at koge på middel varme (jeg plejer at bruge 5.-6.trin ud af 9). Kog æggene i ca 1 time, så farven tager godt fat. Sluk og lad æggene være i gryden i yderligere 30 minutter. Tag strømen med æggene ud og skyl med iskoldt vand. Klip forsigtigt æggene fri fra strømen og lad dem lufttørre. Gnid æggene med vat, dyppet i olie inden servering, så du får flotte, glansfulde æg.
God fornøjelse!
P.S. Skulle du få lyst til at prøve æggekampe legen, er der kun en vigtig regel at huske! Man slår altid de samme ender mod hinanden 😉
XO Diana
Pia skriver
Aaahmen altså, hvor er de æg dog bare flotte!!💖 Har lige et spørgsmål. Kan man evt. puste æggene først? Tænker mere i forhold til holdbarhed – altså jeg vil jo lave dem til pynt😊
dianawi skriver
Hej Pia,
Tak 🙂 Jeg er så glad for du kan lide æggene. Det er en gammel familie tradition at farve dem hele, altså med indhold og bruge dem til årets Påske æggedyst, som vi glæder os meget til hvert år 😉
Altså teoretisk tror jeg ikke der er noget i vejen for at det vil lykkes. Men praktisk, er jeg bange for at de vil gå i stykker, hvis de håndteres på den måde, som jeg beskriver i opskriften… Men der sker vel ikke noget ved at prøve? Evt. med et æg?
Kh Diana
erland hansen skriver
Flotteste æg jeg endnu har set !
dianawi skriver
Tusinde tak, Erland