Bagte marengs champignoner eller marengssvampe

Disse marengssvampe holder sig 1-2 mdr. i lufttæt bøtte eller dåse.

Marengssvampene har jeg sprøjtet med en rund, glat metal tylle med Ø 10mm (til både stokke og hatte).

Til at lime stok og hatte med skal du bruge en lille sprøjtepose og en glat tylle nr. 3 eller 4. 

Opskriften er til ca. 24 små marengssvampe. I opskriften har jeg brugt mørk chokolade, men man kan sagtens også bruge lys chokolade.

Forfatter: Diana Winther
Ingredienser
  • 100 g pasteuriserede, stuetempererede æggehvider
  • 200 g sukker
  • 1 knivspids fint salt
  • 1/2 tsk Cream of Tatar
  • 1/2 tsk revet skal af øko citron
  • 1 spsk kakaopulver til de mørke prikker på hatte
  • 100 g mørk chokolade 60%
Sådan gør du
  1. 1. Pisk æggehviderne halvstive. 

    2. Tilsæt sukkeret lidt af gangen og langsomt, og derefter salt, cream of tatar og citronskal alt imens æggehviderne piskes helt stive og blanke.

    3. Kom sprøjteposen med monteret glat tylle i et højt glas, og fyld marengsen i med en kagespartel. 

    4. På en bageplade, beklædt med bagepapir formes nu svampe hatte og svampe stokke. Hattene skal sprøjtes flade og have en diameter på ca. 2-4 cm) og stokkene skal være ca. 2 cm høje. Lav hatte i forskellige størrelser for et mere naturligt look. 

    TIPS: Sprøjtespidser på hattene flades ud/duppes ind med en finger, kørt ind i en citronskive. Fingeren slipper let - uden at påvirke eller løfte marengsmassen. 

    5. Til stokkene skal tyllen sættes mod papiret og løftes lidt op i takt med at marengsmassen sprøjtes ud. Til hattene bliver man ved med at holde i samme niveau, så marengsmassen flades ud. 

    6. Sigt ganske lidt kakaopulver kun over hattene.

    7. Bages (tørres) ved 100 grader almindelig ovn i 60 minutter eller mere, hvis de ikke er helt tørre. 

    8. Bor et lille hul i bunden af hattene med en træ pind. Smelt chokoladen over vandbad eller mikroovn, og med en lille sprøjtepose og minitylle sprøjtes lidt chokolade i hullet, og stokken sættes straks i.

    9. Pensl forsigtigt på bagsiden af hattene og rundt om stokkene med smeltet mørk chokolade for en mere livagtig markchampignon look. 

    10. Lad de chokolade smurte marengssvampene lufttørre i mindst 4 timer inden de nydes eller pyntes med.

    Rigtig god fornøjelse!