Små glimt fra Nytårsaften 2016
Jeg er altid gået op i, at nytårsaften skal fejres som en fest. Med god mad og i selskab med de mennesker, man holder af. Og ingen fest uden de rigtige omgivelser! Et smukt dækket nytårsbord, byder jo i den grad til fest i sig selv og er et udtryk for at gæsterne betyder noget særligt. I år var noget af bordpyntet hjemmelavet, noget havde jeg i forvejen og lidt købte jeg til – bare for at have noget nyt.
Servietringene lavede jeg af nogle perler, som jeg købte i Lidl. De blev efterfølgende trukket op på en smykkeelastik jeg havde fra min “gør det selv” smykkekasse. Selve urskiven til Harlekin cirkushatten klippede jeg ud af nogle bordservietter, som jeg fandt i spotvare afdelingen i Netto. Man kan sagtens finde mange slags urskiver på nettet, men jeg synes denne her passede godt ind i de gyldne farver på nytårsbordet.
Det harlekinmønstrede hobbypapir, som jeg har klippet cirkushatten af, fandt jeg i Bog & Ide.
Inspiration til mere borddækning: Efterårs borddækning af materialer fra naturen
Da vi kun var fire mennesker, valgte jeg at stille det store nytårspynt for enden af vores ovale spisebord. Perlekæden lavede min mand og jeg af samme perler, som vi brugte til servietringene. De hvide kugler med skrift, samt guldstjernen er fra Det Gamle Apotek.
Til hovedret fik vi ovnstegt oksemørbrad med blancherede asparges, overhældt med olivenolie og drysset med parmesanost. i stedet for at servere bagekartofler i alufolie, rev jeg bagekartoflerne groft, blandede dem med hvedemel, æg, salt, saltet smør og bagte dem i små aflange firkantede brødforme. De blev så sprøde og lækre!
Til dessert havde jeg lavet denne chokolademousse kage på kiksebund, overhældt med kakaoglasur og pyntet med Johan Bulöws rosaguld lakridskugler.
Rigtig godt nytår til jer! Jeg ønsker jer det bedste i 2017 ♡
Anne skriver
Hvor ser det hyggeligt ud! Jeg gad godt at være din gæst 🙂
Og meget inspirerende blog!
Keep it going!
dianawi skriver
Kære Anne,
Tak. Det er jeg meget glad for at høre ❤
Kh Diana