Fra jeg var meget lille, har jeg været vild med cashewnødder. Vi fik dem i alle afskygninger – ristede som snacks, karameliserede til morgenmad, i salater og forskellige madretter. I dagens opskrift har jeg forsøgt mig frem med at bruge cashewnødder som hovedingrediens til en lidt anderledes og mælkefri type sauce, dressing eller dip – uden brug af andet end cashewnødder, vand og favorit krydderier.
Og lad mig sige det sådan – forsøget blev yderst vellykket! Resultatet var en superlækker, cremet og frisk sauce, dip eller dressing af cashewnødder! Den er perfekt som et mælkefrit alternativ til grøntsagsstænger – hvis man ønsker at være på den sunde side! Men den smager saftsuseme også godt sammen med hjemmelavede rugbrødschips eller i selskab med sprøde tortilla chips. Uhmm…
Sauce, dressing eller dip af cashewnødder – perfekt mælkefrit alternativ
Siden jeg for første gang lavede denne sauce, har vi spist den en del rørt sammen med grøntsagsnudler, som jeg laver på en Spiralizer Lurch Spirali maskine. Saucen egner sig derfor også perfekt i varme retter. Spiralizer maskinen har iøvrigt været fremme ret hyppigt her i januar og februar, hvor jeg har prøvet at blive en lidt lettere og sundere udgave af mig selv, og derfor forsøger at undgå pastaretter og hvedemel. Ja, måske er cashewnødder ikke det mest slankende alternativ, men min mantra er – lidt men godt! Og så indeholder cashewnødder alle de gode essentielle fedtsyrer, som kroppen har brug for – især her om vinteren, hvor der florerer meget virus.
I selve opskriften har jeg skrevet, at jeg har blendet cashewnødder i en smoothie blender (billedet nederst). Men hvis ikke du har én, kan du sagtens bruge en mini foodprocessor eller en hakkemaskine. Det vigtigste er, at man blender nøddemassen rigtig fint, cremet og helt klumpfrit. Jeg “puls blendede” saucen i mindst 10 minutter. Hvis du synes at der bliver cashewnøddesauce (dip, dressing) i overskud – kan du sagtens fryse det overskydende ned. Den skiller ikke efter optøning, da der ikke er noget mælk i.
- 300 g ikke ristede cashewnødder (min favorit er Allesto’s fra Lidl)
- 200 ml koldt vand eller grøntsagsbouillon
- 2 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk koriander (eller persille)
- 1 tommelfingernegl (uden skræl) ingefær
- 1 knivspids flagesalt
- Udblød cashewnødder i en dyb skål med rigeligt vand i mindst 4 timer – bedst natten over i køleskab.
- Hæld vandet fra og skyl cashewnødderne grundigt under rindende vand.
- Riv ingefæret fint.
- Blend de udblødte cashewnødder med lidt vand ad gangen (eller bouillon) hvidløg, koriander, revet ingefær indtil massen bliver blød, cremet og uden klumper. Tilsæt mere vand – alt efter hvor tyk sauce, dip eller dressing der ønskes.
- Smag til med salt.
- Kan opbevares i køleskab i op til en uges tid.
TAK FORDI DU HAVDE TID OG LYST TIL AT LÆSE MED I DAG <3
Vidste du, at du kan følge mig på instagram HER hvor jeg deler glædelige øjeblikke fra min hverdag i små firkanter ★ og på Facebook HER som bliver opdateret, hver gang et nyt indlæg bliver udgivet herinde ♡
Skriv et svar