Hej med jer! Til jer, der har vinterferie – håber jeg i nyder den, og hvor var vejret dog fantastisk i dag! Jeg gik tur med Otto i morges i ca. 1 time, og vi nød hver en solstråle, der varmede vores vinterkolde kroppe. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor vinterkold Ottos krop er under den tykke pels – jeg har ingen idé (Otto er altså min hund) 😉 Men han virkede meget glad og tilfreds!
I dag er det vores første vinterferie dag, og vi har budt den velkommen med disse lækre sprøde, hjemmelavet Ferrero Rocher chokolade. Opskriften er ret overskuelig og består af i alt 4 ingredienser: Kondenseret sødet mælk fra Nestlé (som koges i 3-4 timer til Dulce de Leche karamel), ovnristede mandler, lys chokolade og ris pops (puffede ris, se billederne i indlægget). Mit mål med denne opskrift på Ferrero Rocher var, at den skulle være enkel, at chokoladerne skulle smage af den originale så meget som muligt, og at de skulle være lige så knasende sprøde som den ægte vare!
Hvis jeg selv skal bedømme dem, så synes jeg, smagsmæssigt, er de ikke så ringe endda! De dufter lækkert af ristede nødder og varm chokolade, også dagen efter. Nogle vil måske savne hasselnødden i chokolade snask indeni, men jeg synes nu ikke det trækker ned på smagen… De sprøde ris pops bliver en smule blødere dagen efter, men der er stadig knas i dem 😉
- 100 g ris pops (puffede, neutrale ris)
- 150 g ovnristede mandler
- 200 g lys chokolade
- 200 g Dulce de Leche (af en dåse sødet kogt kondenseret mælk fra Næstlé. NB: Der er 400 g i dåsen)
- Start med at koge dåsen med kondenseret mælk i mindst 3 timer i en lille gryde. Sørg for at dåsen er konstant dækket med vand. Kig evt. til den hver 15 min og hæld mere vand, hvis det er nødvendigt.
- Efter de 3 timer, tages dåsen forsigtigt op af gryden og sænkes ned i koldt vand.
- Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn. Rist mandlerne på en bradepande, beklædt med bagepapir i ca. 20 min (ovntemperatur kan variere, tjek evt indtil mandlerne har fået en gylden farve).
- Hak mandlerne groft i en hakkemaskine.
- Smelt 2/3 del af chokoladen over vandbad. Tag af varmen, og tilsæt den resterende chokolade. Rør chokolademassen godt sammen med Dulce de Lechen (husk kun 200 g), tilsæt de hakkede mandler og ris pops.
- Rør meget forsigtigt med en ske. Form små kugler og stil til afkøling i minimum 3 timer.
- Nyd dem! 😉
XO XO Diana ♡
Gabriella Cæsarsen skriver
Hej
Spændende opskrift, kunne godt tænke mig at prøve den. Hvor meget dulce de leche brugte du, 200 eller 300 g? Der står 200 i ingredienser listen og 300 i beskrivelsen, hvis jeg har læst rigtigt:)
Hilsen
Gabriella
dianawi skriver
Hej Gabriella,
Tak for din kommentar 🙂
Du skal bruge 200 g Dulce de leche i denne opskrift – altså 1:1 chokolade og dulce de leche.
Retter fluks i opskriften.
Hilsen
Diana
Cecilie skriver
Hvor kan man købe poppede ris?
dianawi skriver
Hej Cecilie,
Jeg købte dem i Netto under deres “Spottilbud” Men jeg ved, at Aldi og Lidl får dem ofte også, prøv at tjekke Aldi først 🙂
Kh Diana
samantha skriver
Dejlig og flot blog du har 🙂
De bedste hilsner og smil
Samantha
dianawi skriver
Tak, Samantha 🙂