Jeg holder virkelig meget af de morgener, hvor man ikke vågner op til vækkeurets hysteriske ringetone. De morgener, hvor man stille og roligt, næsten meditativt lukker øjnene op og glæder sig til dagens første og bedste måltid, ledsaget af dagens sprøde avis. Og ja, vi får stadig “papir” aviser, og det vil vi nok blive ved med at gøre. Det er en del af livscharmen. Morgencharmen. Morgenmad med skyr og blodappelsin curd, som jeg lavede forleden, er også en absolut favorit lige nu.
Favorit morgenmad med skyr og blodappelsin curd
Denne morgenmad er så nem at lave, at det næsten er for pinligt at kalde det for en opskrift. Jeg vil hellere sige, at du hermed får en inspiration til en sund favorit morgenmad med skyr og hjemmelavet blodappelsin curd. Morgenmaden indeholder gode fedstoffer og et højt kostfiberindhold, takket være husk pulver, som jeg blander i skyren. Det gør, at denne morgenmad giver en længerevarende mæthedsfornemmelse – en rigtig godt start på dagen! En enkel lille måleske, der som regel ligger i Husk pakken blandes sammen med ca. 250 g neutral skyr. Skyren foretrækker jeg altid i den neutrale udgave, fordi jeg helst selv vil bestemme sukkerkilden. Til gengæld piftes skyren op med sukker fra både frugter, rosiner og blodappelsin curden. Hvis man ikke har blodappelsin curd eller citron curd, kan man sagtens søde skyren med agavesirup eller en smule akaciehonning.
Prøv også: Hjemmelavet lemoncurd; Hjemmelavet granola med Livets olie; Low carb amerikanske pandekager; Havregrødsmuffins med protein og blåbær; Verdens bedste vaniljesnurrer.
Lav nøddemiks i et stort glas
Nøddemiksen har jeg lavet af tørrede sultana rosiner, tranebær, kokoschips og forskellige slags nødder, som jeg altid køber i Lidl. Ofte laver jeg en stor nøddemiks portion og opbevarer det i et stort patentglas i køkkenskabet. Man kan også blande tørrede abrikoser, dadler (uden sten), græskarkerner, solsikkekerner eller hvad man nu har i skabet.
Skriv et svar