★
Så kom den længe ventede første forårsdag! Tidligt i morges kørte min kollega og jeg på arbejde, og selvom det stadig føltes bidende koldt, syntes vi begge to at det gav mere energi, at dagene er blevet længere og morgenerne lysere og lysere. Udover at den 1. marts er forårets budbringer, læste jeg på wiki i dag, at det også er dagen hvor der præcis for 210 år siden (i 1806) det første postbud i Danmark, den såkaldte “fodpost” gik på gaden og udbragte 320 breve i København.
Man må da konstatere, at der er sket en markant udvikling (eller afvikling?) indenfor postvæsenet i dag, hvor dét at sende breve har aldrig været dyrere (på nogle punkter er jeg ret gammeldags og foretrækker at sende et papirkort til jul eller invitationer til fødselsdage). Hvor alt, også indkaldelser til undersøgelser i sundhedsvæsenet foregår digitalt, ligegyldigt hvor gammel eller hvor lidt IT kyndig man er. Hvor online handlen er et voksende fænomen, som erstatter breve med pakker. Gudsketakoglov at dette billede ikke var en omvendt realitet for 210 år siden – for det havde været synd for den stakkels “fodpost”, som skulle slæbe på alle vores pakker! Nå, det var en lille sidespring.
Efter en hyggelig tilbageblik på februars små glimt, glæder jeg mig til alle de ting, som der venter på den næste månedsliste for marts.
I marts vil jeg:
- …klargøre vores drivhus med oprydning og afvask. Det fik vi ikke gjort i efteråret, så det skal gøres nu, tidlig forår inden vi kan begynde at plante noget som helst derinde. Vi plejer at vaske det af med meget varmt sæbevand, pisket af en brunsæbe, en skuresvamp og en mellemhård børste. Vi planter næsten alt i plantesække, og der er to flamingo kasser med gammelt jord, som skal kasseres. Disse kasser bruger vi primært til forskellige krydderurter, såsom rød skovsyre (som i øjeblikket overvintrer inde i varmen) og koriander (som vi er storforbrugere af).
- …besøge den lokale thaishop og købe koriander frø til såning ude i drivhuset og senere til udplantning.
- …planlægge hvordan årets påskeæg skal se ud. Synes det er sjovt at finde på noget nyt hvert år.
- …planlægge den årlige påskefrokost menu. I år bliver vi 12 mennesker, og vi glæder os, især til påskesnapsen 😉 Denne her laksetærte, disse her canapéer med vagtelæg og denne her pink grape salat med chilimandler og avocado er allerede på menulisten.
- …bygge et arbejds/skrivebord efter den dygtige Marias DIY inspiration. Jeg mangler sådan ét i mit hjem, i det hele taget mangler jeg et lille arbejdshjørne at organisere mine ting på.
- læse bogen “Stå fast” af Svend Brinkmann, som jeg har fået i julegave
- rengøre køleskabet (bvadr… I hate it!) Som regel gør jeg det hver anden måned. Hvad med jer?
- begynde at løbe lange ture udenfor igen (p.t. foregår det på løbebånd)
- hygge med min datter næste weekend med pige/makeup snak, lidt fotoshoot, detox massage (min datter som den heldige modtager) og gode film.
- klippe vores hund Otto, ja, vi gør det selv. Med det tempo, som hans cocker spaniel pels vokser, og med en pris på 965 kroner pr. klip kan man kun blive ruineret. I stedet har vi investeret i en elektrisk Oister pelsklipper, lidt tid på youtube video tutorials og så har vi ellers klippet ham selv i hans fem års levetid (aj, det passer faktisk ikke helt… han er blevet profklippet et par gange)…
Skriv et svar